mandag den 24. september 2012

First Race & Weekends!

I sidste weekend var vi på en 5-timers køretur op til Pennsylvania, for at besøge Dad's papa og andet familie. Lørdag-søndag overnattede vi på et rigtig dejlig hotel og søndag middag gik turen hjemad igen.  Det var en stille og rolig weekend - egentlig ret hyggeligt.

I skolen går det godt. Det er efterhånden begyndt at blive lidt lettere, men det er stadig rigtig hårdt med de lange dage pga. cross country og lektier. Det skrider stadig fremad med det sociale, jeg har dog en teori om at det ville være "nemmere" at få venner hvis man var alene. Ida og jeg har jo hinanden.. Om det er fordi vi laver mange af de samme ting, kan også være en af grundene, men lad os nu se hvordan året skrider frem...

I onsdags deltog jeg i mit første "race" med cross country-holdet, hvilket gik over alt forventning! Det var en 5 km. rute og idét jeg kun lige er begyndt træningen, var mit mål at gennemføre på under 30 min. Min tid var 27.42 min. og det er jeg meget godt tilfreds med, taget min form i betragtning. - Løbet foregår forresten på græs - derfor også titlen "Cross Country".

I denne weekend har vi været nede i sommerhuset i North Carolina igen, og denne gang med Mom's mor. Det var skønt og ikke mindst tiltrængt med en afslappende weekend, fyldt med strand, sjov og hygge! Om lørdagen havde jeg aftalt at Skype med min familie, så det var rigtig dejligt at snakke med dem igen!

Den kommende lørdag skal vi til den første YFU-orientation ud af tre, i Chesapeake. Vi skal kort fortalt tilbringe dagen med en masse andre udvekslingsstudenter fra vores område og lave en masse aktiviteter sammen. Om aftenen skal vi ud og bowle, hvor et par stykker af de udvekslingsstudenter jeg allerede kender fra skolen, og deres familier også kommer. - Det skal nok blive godt!

Hvis I ikke synes jeg blogger nok eller savner information om mit ophold, har Ida også en rigtig fin, SVENSK blog: www.idaduus.weebly.com 

Klik på billederne for at se dem i stor:


                                     
           
                                   
   


tirsdag den 11. september 2012

Schoolstart and cook outs!

Der er sket en helt del siden mit sidste indlæg - tiden flyver bare afsted!

Jeg er startet i skole, har fået mit skema, mit skab og er så småt begyndt at lære skolen at kende, trods dens størrelse. Den første dag var meget hektisk, idet mit skema ikke passede. Det kunne jeg heldigvis gå på kontoret med, så de kunne hjælpe mig. Jeg har valgt fagene: Virginia & US history, Anatomy & Sports injury, Sociology, Oceanography, AP German, Fashion Marketing, Honors English og Introduction to theatre - nogle mere spændende end andre. Fordi jeg har valgt 8 fag, har jeg ingen frokost, kun 5 min. til at nå til time og må derfor spise lidt i 3. og 4. blok. Det er lidt stressende, men hvis det bliver for meget kan jeg altid droppe et fag...

Jeg er også kommet godt i gang med Cross Country træningen. Vi træner 2 timer hver dag efter skole - det er rigtig hårdt, specielt pga. af varmen! Holdet er rigtig gode til at støtte og bakke op om hinanden,  hvilket jeg rigtig godt kan lide. I dag var der bl.a. "pasta-party" efter træning. Det er et arrangement hver tirsdag, hvor alle fra holdet kommer og spiser en masse forskellige former for pasta. Det var rigtig hyggeligt og det er helt sikkert noget der styrker sammenholdet! Jeg kan vidst også snart begynde at være med til at "race" (konkurrere) imod andre skoler :)

I denne weekend har vi haft også haft masser at se til. Fredag aften var vi henne på skolen for at se en football-kamp. Holdet er ikke det bedste så de tabte, men det var stadigvæk en rigtig fed oplevelse! Samme dag var også Bob's fødselsdag, så da vi kom hjem blev han fejret med gaver, kage og sang. Andrew var i mellemtiden ankommet med sin hund Bosco. Lørdag var det "game-day" idet Andrew's hold skulle spille. Becca og hendes mand Brooks var også kommet og da kampen begyndte var vi alle samlet i tv-stuen. Senere kom en familie fra Blacksburg som også havde en udvekslingsstudent. Nogle sad ude på terrassen, vældig underholdt af den "bug-zapper" som Andrew havde foræret Dad i fødselsdagsgave - andre sad inde og nøjedes med at lytte til al morskaben. Det var en rigtig god aften med masser af mad. Søndag var der en del lektier som skulle ordnes. Om eftermiddagen var der dog lige anden cook out hos Bob's Chef. Her mødte vi en masse nye familier og nogle af dem også med udvekslingsstudenter. Det var rigtig hyggeligt og her var også en masse mad.

Jeg har ikke mærket så meget til hjemve, indtil for et par dage siden. Jeg er ikke klar over hvad der udløste det, men jeg har savnet min familie, venner og hjem i Danmark rigtig meget her de sidste par dage. Det er heldigvis ikke så slemt mere..

Klik på billederne for at se dem i stor format:
   

 
 
 














 

 


mandag den 3. september 2012

The first couple of days!

De første få dage her i Virginia Beach har været fantastiske!
Flyveturen gik efter planen og jeg havde en rigtig god tur med alle de andre spændte YFU'ere. I Washington lufthavn, mødtes jeg med Ida og fløj videre til Norfolk med hende. Det var skønt endelig at være fremme, selvom jeg var meget træt! Vi tog direkte ud og spiste på en steakrestaurant. Portionerne var kæmpe og vores glas var aldrig tomt - det var noget at en amerikansk oplevelse... Derefter kørte vi hjem og fik rundvisning i huset, valgte værelser og tog et bad. Det var skønt endelig at få noget søvn.

Dagen efter skulle vi hen på skolen og indskrives og vælge fag. Skolen var kæmpestor, men vi fik desværre ingen rundvisning. Vi spiste frokost med Mom på en smoothiebar og shoppede lidt herefter. Der var bare neonfarver overalt i butikken! Meget anderledes stil i forhold til Danmark. Det var dog vildt hyggeligt alligevel. Om aftenen hyggede vi alle i tv-stuen med hundene og is og blev indforstået
med de mest basale regler.

De næste 4 dage skulle vi tilbringe i familiens "Beach House" i North Carolina. Det var bestemt en weekend der bragte os tættere sammen. Vi hyggede os rigtig meget! Fra lørdag-søndag kom en anden værtsmor/YFU'er på besøg med hendes 2 udvekslingsstudenter Kika fra Italien, Judith fra Frankrig og hendes tidligere danske udvekslingsstudent Katrine. Det var rigtig sjovt at snakke med dem og sammenligne oplevelser. I løbet af disse dage nød vi bl.a. stranden og de kæmpe bølger, solen, puslespil, shopping, brætspil, en masse mad og hinandens selskab. Lørdag aften spiste vi såkaldt "Shrimpboil". Det var en masse forskellige ting kogt sammen som man hældte ud over et avisdækket bord og spiste med hænderne. Søndag aften stod menuen på krabber. De var kæmpestore og vi pillede dem selv. Det var meget underholdende alt sammen! :D

I dag mandag, er det Labor Day hvor man fejrer arbejderne ved at holde fri. Da vi kom hjem fra "The Beach House" kom vores områdesrepræsentant over, hun virkede også rigtig sød!

I morgen skal vi starte i skole, hvilket jeg er lidt nervøs omkring. Vi har ikke fået vores skema endnu, men blot et lokale vi skal gå til. Planen er også at starte til Cross Country i morgen. Det er løb med en masse andre og selvom de har påbegyndt træningen, vil jeg prøve at komme på holdet alligevel. Jeg glæder mig rigtig meget, selvom det bliver hårdt at komme ind i en daglig rutine igen.      

Noget af det første jeg bemærkede var varmen! Det er bare vildt varmt og fugtigt her hele tiden - jeg forstår virkelig godt hvorfor de er så glade for aircondition...

- Klik på billederne for at se dem store